Tandfyldninger (caries)

Caries – også kendt som huller i tænderne – er en af de mest almindelige sygdomme, som mennesker i alle aldre kan få. Sygdommen har normalt et langsomt forløb og kan i de tidligste udviklingsstadier standses ved at forbedre mundhygiejnen. Men hvis en cariesskade ikke behandles i tide, kan man få smerter, og tænderne vil efterhånden gå til grunde. Cariesskader behandles med tandfyldninger.

Har du fået caries i en tand, er der behov for at rense det syge tandvæv ud og lave en fyldning. På klinikken anvender vi primært plast til fyldninger, hvilket også er det mest almindelige fyldningsmateriale idag.

Her ses en cariesskade på en tand og den efterfølgende behandling med plast.

     

 

Udskiftning af gammel sølvfyldning

Gamle sølvfyldninger kan udskiftes til nye fyldninger med plast. Mange ønsker at få skiftet deres eksisterende sølvfyldninger af æstetiske årsager, hvis de er placeret et synligt sted i munden.

Det kan dog også være nødvendigt at udskifte gamle sølvfyldninger af sundhedsmæssige årsager. Sølvfyldninger udvider sig nemlig over tid, hvilket kan medføre, at der bliver dannet revner i tanden (infraktioner), eller at tanden flækker. Derfor er det vigtigt at få skiftet sølvfyldningen ud, før dette sker. Hvis fyldningen er meget stor, vil en krone ofte være den mest holdbare og langsigtede løsning.

 

Hvorfor får man huller i tænderne?

Ud over tænder er der to ting, der skal være til stede på samme tid, for at caries kan opstå: Bakterier og sukker. Der er altid bakterier i munden, som på tænderne findes i en belægning, der hedder plak. De allerfleste bakterier danner syre, når de optager sukker fra de fødeemner, vi indtager. Er der kun få bakterier og lidt sukker, vil spyttet vaske syren væk. Nogle bakterier udskiller mere syre end andre og trives ligefrem godt under sure forhold. Er der mange af sådanne bakterier i plakken, og indtager man ofte sukkerholdige føde- og drikkevarer, kan syren ikke neutraliseres af spyttet, og syren opløser gradvist tandens mineral.

 

Ring til os på telefon: 43 60 02 09 eller udfyld kontaktformularen til højre